En forårsdag i 2021 længtes jeg efter at komme på højskole. Som ung var jeg på højskole i fire forelskede, vidunderlige, opvækkende grundtvigske måneder. Sidenhen havde jeg været det nogle gange med års mellemrum. En uge på tegnekursus, en anden på et historisk om Kaj Munk og 2. verdenskrig, én gang var det pilgrimsvandring. Nu trængte jeg igen. Denne gang måtte det gerne være keramik. For jeg elskede nemlig ’formning’ som barn, og siden jeg i 8. klasse var i praktik hos en billedkunstner og keramiker har jeg altid følt, at der gik en stor håndværkskunstner tabt i mig. Jeg endte nemlig som cand.mag. i nordisk sprog og litteratur samt dramaturgi, bare fordi, jeg ikke kunne sanse at gå ud af skolen i tide og komme i gang med noget fornuftigt eller noget sjovt.
Jeg var forhindret den uge, de udbød keramik på Askov, æv. Så jeg endte med at tilmelde mig noget Fortælle Akademi halløj på Mors. Dette blev til fire, forelskede, vidunderlige, opvækkende grundtvigske dage, som åbnede op for en helt særlig verden og en bjergtagende kunstart – som jeg med nysgerrighed, ærefrygt, begejstring og begærlighed gik i gang med at bevæge mig ind i. I første omgang via flere kurser hos forskellige undervisere på Else Mathiassens Fortælle Akademiet og siden efteråret 2025 som medlem af fortællekredsen Odins Ravne i Holbæk. Senest som førstegangsdeltager i Nordisk Fortælleseminar 2026, hvilket var eventyrligt.
Der er noget ’formning’ over det at være fortæller, synes jeg. Og der er helt bestemt både noget fornuftigt og noget sjovt over det. Og så kan der jo også være noget nordisk sprog og litteratur over det, samt ikke mindst dramaturgi. Men pas på med dét, lærte Vigga Bro os i sidste uge på seminaret; litteraturformidling, drama, teater, monolog – er andre discipliner end fortælling. Dette er en sondring, en vægtning, en balance, som jeg er i gang med at udforske, og som jeg finder meget spændende.
Når jeg lytter til andre fortællere, bliver jeg ofte overrasket over, hvor betagende et øjebliksbillede et andet menneske kan give mig – ind i sit indre liv. En lille bitte personlig historie, selv fra en uøvet fortæller, kan være så forløsende og berigende at få lov at lytte til. Det som sker, er velsagtens, at jeg bliver så velsignet betrygget i, at vi begge to er et lille menneskevæsen af nogenlunde samme slags, der tumler rundt på denne jord!
En dag håber jeg at blive dygtig nok til at omsætte nogle af mine yndlingsforfattere til levende mundtlig fortælling. Så jeg går og øver mig på værker af Pär Lagerkvist, Karin Michaëlis, Torgny Lindgren. Men det, som jeg indtil videre er bedst til, er nok små hverdagshistorier af den slags, som vader ind i folk med træsko på. Jeg holder af med mine fortællinger at give folk en overraskelse, et dejligt grin, et genopvakt minde. At dele en livsbetragtning, en erkendelse. Men jeg kan også godt finde på at provokere lidt, eller i hvert fald at drille.
Tak for den store ære; månedens fortæller i Fortællere i Danmark. Jeg føler mig stadig som en novice i faget. Men denne udnævnelse forpligter. Vi fortælles ved!
Elsebeth Dyekjær Kruse
Strandbakken 67,
Kalundborg
Cand.mag. i Dansk og Dramaturgi, arbejder som kirke- og kulturmedarbejder
Fortæller siden 2021
elsebethkruse@hotmail.com
odinsravne.dk