Conny Radza. August 2021

For 17 år siden skulle jeg til mundtlig eksamen i dansk på lærerseminariet. Mit emne var mundtlig fortælling. På det tidspunkt kaldte jeg ikke mig selv fortæller, men jeg mærkede en dragning mod denne ældgamle tradition. Det blev absolut ingen god eksamenspræstation og karakteren blev derefter. Jeg kæmpede bravt, men til sidst sagde censor, at hun var træt af at høre mig sige, at ”det går ind under huden”.

Men det er jo det mundtlig fortælling gør!  Og måske var det ikke så underligt, at jeg brugte en kropslig term igen og igen. For det var i det kropslige, jeg altid havde følt mig hjemme. Bag mig havde jeg en uddannelse inden for fysisk, komisk teater og den udtryksmåde, der faldt mig lettest var klovneri. Ord og stemme var mit sårbare område. Alligevel blev jeg mere og mere fascineret af fortællere, der kunne tryllebinde ved bare at bruge disse to ting og som selvfølgelig havde udstråling og nærvær.

Det var fortællere, der havde fået en scene, som havde øvet sig i deres fortællinger og som kendte fortællertekniske fiduser. Jeg vidste, at den vej, ville jeg også.

Men jeg havde og har stadig også en anden fascination: fortællere, der ikke er klar over, at de har fået en scene og som måske heller ikke er bevidste om, at de har øvet sig i deres fortælling. Der hvor der ubevidst opstår møder, hvor alle kommer tættere på hinanden, og barrierer og fordomme bliver nedbrudt. Under Corona-nedlukningen har jeg været rengøringshjælp hos syge og ældre borgere. Mange af dem har historier, de brænder for at få fortalt. Det understreger for mig, det menneskelige behov, for at få lov til at fortælle, uanset om det er iscenesat eller ej. Måske vil jeg en dag arbejde mere med dette.

Jeg elsker personlige historier, hvad enten de fortælles i et tæt lille forum eller de fortælles fra en scene men jeg nyder også underholdningen i en god fortælling. Min baggrund er ikke ligefrem litterær i den klassiske forstand, med mindre samlingen ”Skatkammeret”, ”Det lille hus på prærien” og Astrid Lindgren medregnes. Jeg føler mig heldig i at være vokset op med fantastiske stemmer på TV (længe leve 70’ernes få valgmuligheder). Jeg kan stadig høre Gunvor Bjerre fortælle om Pippi, Thomas Winding og senere Jesper Christensen om Emil fra Lønneberg, og jeg kan lade tankerne rejse en tur til England, når jeg mindes Ove Sprogøe fortælle ”Vinden i Piletræerne”. Måske nævner jeg dette, fordi jeg bliver mere og mere optaget af at skulle kunne bruge udelukkende stemmen som fortællerteknisk redskab, hvor jeg ikke, som nu, også har stort brug af kropssprog og mimik.

Hvad blev der af læreren? Efter uddannelsen, var jeg blevet så gammel, at jeg tog direkte på museum og arbejdede en årrække som formidler i skoletjenesten på Dansk Landbrugsmuseum. Jeg blev rigtig glad for at fortælle og det var også i den periode, jeg kastede mig ud i at fortælle på fortællescener. Jeg var blandt andet en del af Randers Fortællerne i en periode. Jeg meldte mig ind i FIDA og Fortællere i Østjylland og har deltaget i bestyrelsesarbejde begge steder.

Jeg har fortalt på caféer, biblioteker, ældrecentre, zoo, SFO, skoler, museer, i dagligstuer, haver, baggårde og skove. Nogle gange fortæller jeg selvkomponerede historier med baggrund i personlige oplevelser og ellers fortæller jeg en blanding af eventyr, folkehistorier, myter og sagn.

 Jeg fortæller som mig selv, men har de sidste par år også fortalt i roller som Hyldemor, Middelalderkone, Mosekone m.m og kalder mig ud over fortæller også formidler og nogle gange lidt skuespiller. Alt tilpasset situationen og det enkelte job.

Conny Radza, Ebeltoft
www.connyradza.dk
conny@connyradza.dk
51525432


Tags

2021


Måske kan du også være interesseret i disse?

Kvinder topper ledelsen

Kvinder topper ledelsen
{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}