Nøji, så blev det min tur til at være månedens fortæller; det er jeg stolt af og glad for. Tak for udnævnelsen.
Nej, jeg kommer ikke fra en bagrund med fortællende familiemedlemmer – kun én særlig skolelærer husker jeg for hans gode fortællestil.
Jamen hvordan så? Jo, det begyndte faktisk med teater, stort egnsteater i Odense, ledet af Lena Bjørn og Pia Gredal i 1996. Kort tid derefter opslog en af aftenskolerne et kursus i historiefortælling ledet af disse to mentorer, og jeg tænkte ”hvad mon det går ud på…” og meldte mig. Det blev en skelsættende og helt fantastisk omvæltning i min tilværelse. Hurtigt tog fortællingerne fart, ja man skulle næsten tro, at der var magi indblandet i hele historien. Min debut var med bankende hjerte og noget rystende hænder – og så lagde jeg ellers ud med at fortælle to blodige, dramatiske folkeeventyr. Sådan.
Vi var en lille flok, der startede Odense Fortællekreds i 1997. Og det gik forrygende med afholdelse af jævnlige fortællecafeer hos Gadesjakket (senere Momentum), Mimeteatret, Musikbiblioteket (senere Studenterhuset) og rundt på skoler og biblioteker. I begyndelsen kom publikum lidt tøvende, men i en årrække efterhånden med fulde huse og en medlemsskare på over 100 personer.
DR Radio Fyn fik kendskab til dette nys opståede fænomen med historiefortælling og lavede en aftale med mig om søndagsfortællinger. Det betød, at jeg hen over en årrække på ca. 4 år fortalte mere end 200 små historier, der blev sendt søndag formiddag. I starten måtte fortællingerne kun vare 4-5 minutter; det var ren ”kill your darling”. Heldigvis fik jeg efterhånden lov til at gøre historierne længere, og de helt lange fortællinger som for eksempel ”Odysseen” blev sendt som føljeton over 10 søndage. Hvordan foregik det så? Jo, jeg cyklede ud til den anden ende af Odense hver 4.-5. uge og sad alene inde i teknikrummet med en mikrofon og en tekniker på den anden side af et vindue og indtalte en lille portion eventyr. Det var anderledes at fortælle uden publikum. Men dengang tordenguden Thor var i gang med et af sine drabelige togter, var jeg da lige ved at vælte mit vandglas, derinde i ensomheden. Og i adskillige år efter var der mange fynboer som kunne genkende min stemme og sagde, at de savnede søndagsfortællingerne i radioen. Den slags bemærkninger bliver man jo glad for. En anden gevinst var jo også, at jeg fik oparbejdet et fyldigt fortællarkiv.
En årrække var jeg ansat som fortæller ved Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense. Det var helt eventyrligt og indebar ud over fortællingerne i det fantastiske, smukke fortællerum bygget op som et lille amfiteater også at jeg skulle sminke børnene.
Siden 2010 har jeg været fast fortæller ved børnehospitalet i Odense. En opgave, jeg sætter stor pris på, er stolt af og taknemmelig for. Det er meget givende og rørende at komme ind til syge børn og oftest at tænde lys i deres øjne. Mange fine små bemærkninger i årenes løb. Men især husker jeg dengang jeg var inde hos en dreng og hans far fra Mellemøsten. Jeg fortalte et tyrkisk eventyr, og de spruttede af grin begge to og fortalte mig hvordan hovedpersonens navn korrekt skulle udtales.
Mødet med andre fortællere ved de tilbagevendende Lejre fortællefestivaler (Sagnlandet Lejre) var i en længere årrække en vidunderlig oplevelse. Både at lære hinanden at kende, og at høre hinandens fortællinger. Vi lærer jo af hinanden, giver gode tips, ”stjæler” lidt ideer. En af mine første fortællinger, som jeg stadig bruger, fik jeg fra en franskmand, der på sit charmerende engelske fortalte en lille historie på en café i Odense. Oui oui, Yes, you can take this story and make it your own, sagde han. Så det gjorde jeg.
Jeg har fortalt – og fortæller stadig gerne – over hele landet (Spoken Word, Words, Story Slam, fortællefestivaler, fortællerangreb på skoler, teatre, gader, parker, skoler, biblioteker, private fester, små og store foreninger m.v.). I 2005 var jeg i Polen, hvor jeg i Gdansk og Sopot fortalte for skolebørn og voksne på henholdsvis dansk og engelsk. Jeg besøgte venner i Singapore og var i gang med at fortælle Rottefængeren for nogle kinesiske børn, da en 12-årig udbrød ”I know this story”.
Det største antal publikum jeg har fortalt for var ved juletræets tænding på Flakhaven (rådhuspladsen) i Odense. Ca. 5000 personer fik HCA-fortællingen om nissen hos spækhøkeren. Det mindste antal publikum jeg har fortalt for var ved et større sommerarrangement i Odense. Jeg skulle bla. fortælle i haven til museet hvor H.C. Andersen boede med sine forældre. Der var én lille ældre dame, men hun skulle da også høre en historie.
Jeg fortæller mange forskellige historier; folkeeventyr, sagn, myter, gamle og nye. Det er korte eller lange fortællinger som jeg finder og genbruger, sandsynligvis ændrer lidt ved, og naturligvis tilpasser det publikum jeg har.
Har jeg nogle fortællinger, som jeg foretrækker? Hmm, joeh – det er nok fortællingerne fra den nordiske og græske mytologi. Men så afgjort også folkeeventyrene. Hver fortælling til sin tid.
Min fortællestil er frisk, jeg sidder sjældent helt stille undervejs. Mimik og nogen bevægelse skal der til. Men igen – altid tilpasset publikum.
Med kærlige hilsener til FIDAs aktive bestyrelse og fortællekolleger som måtte læse ovenstående. Connie Olsen
Årgang 1951
Uddannet korrespondent i engelsk, fransk og italiensk
Efter 40 år på arbejdsmarkedet nu glad pensionist og deltids rejseleder – i Italien
– og ihærdig amatørharmonikaspiller Bosiddende i Odense
www.connieolsen.dk
connieolsen@mail.dk