Christian Kronman

Christian Kronman. FOTO Annette Lang

JUNI Tusind tak for den ærefulde udnævnelse! En storslået gestus mod en gammel overløber som mig. For lad det være sagt med det samme: Jeg kommer fra skriften!

Jeg har haft uendelig megen glæde, og selvfølgelig også nogle genvordigheder, af at skrive, og har det stadig. Men som historiefortæller kan det godt være lidt af et dilemma. For skriver jeg bare et par stikord, har jeg pludselig skrevet flere sider. Og skal man så gi’ sig til at lære udenad? Min bedste historie til dato, ”I gæld til en flaskesamler”, er komponeret op og ned ad gulvet helt uden hverken skærm eller papir.

Men dermed ikke være sagt, at jeg ikke stadig og stædigt håber på et lykkeligt bryllup mellem skrift og tale. Faktisk arbejdes der for fulde drøn på det lige nu: Aske Ebbesen og jeg har oprettet foreningen, ”Teaterfortællinger på Nørrebro”, og foreningens første fremstød kommer til at udspille sig til oktober på Kulturcentret Assistens’ intimscene i Kapellet. Forestillingen hedder ”På Livets Rand”.

Som ung skrev jeg mange teaterstykker. Ikke fordi jeg var nogen stor dramatiker. Tværtimod. Dramatik kører jo i konflikt, men jeg nænnede næsten ikke at udsætte mine karakterer for alle de dilemmaer, mord og anden drabelig gerning, der sælger billetter. Det, der tiltalte mig ved at skrive skuespil, var dels at her kunne jeg få puttet nogle sange ind, dels hele samarbejdet omkring tilblivelsen af en forestilling, og måske især mødet med publikum, den kontante afregning, når det, jeg havde været med til at skabe, gled over scenen. (Af og til skrev jeg mig selv ind i forestillingen, og har bl.a. oplevet at blive instrueret af Sam Besekow!).

Længslen efter den der euforiserende, vildt vanedannende vekselvirkning med et konkret publikum følte jeg allerede, mens jeg skrev på min første digtsamling, ”Nærtrafikanter”, med den programerklærende undertitel: ”Glædesdigte”. Og ikke så snart var den udkommet (i 1974), før min kone, Skuespillerinden Anna-Louise Lefèvre, og jeg selv drog rundt i den danske provins som trubadurer. Anna-Louise spillede på fløjte, mens jeg, iført bondeskjorte og pandekagehat, reciterede egne digte fra hovedgadens kommunale plantekasser. Salget gik ikke efter forventning. Men driften efter at stå op vedblev.

Mange år senere, i begyndelsen af 90erne, løber jeg ind i et stort venskab med skuespilleren Bent Conradi. Han gav mig nogle teknikker, vi arbejdede i tre måneder, og så begyndte jeg at stille mig op med egne og andres digte. Hver lørdag formiddag ved foden af Rundetårn. Folk gik forbi, tog sig til hovedet og sagde: ”Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker.” Men med tiden lykkedes det mig at finde den fine blanding af poesi og poesiens kusine: Gøglet! Jeg stod derinde i fem år. I september sidste år kunne jeg fejre 25 års jubilæum som gadedigter med en stand up, denne gang på toppen af Rundetårn.

Det var mens jeg stod derinde på kassen først i 90erne, at jeg begyndte at få øje på alle de andre, som jo i grunden gjorde det samme som jeg, bare ikke på vers. Og da opdagede jeg pludselig, at jeg var en del af et stort brusende fællesskab med en sag: Genfødslen af den mundtlige fortælling!

Det har ført til optrædener mange forskellige steder, i de senere år med en vis forankring dels hos BestTellers på Vesterbro, ofte sammen med min makker Gravers Graversen, dels hos Kulturcentret Assistens, hvor jeg viser rundt på henholdsvis ”Digterruten” og ”Kærlighedsruten” i dette historiefortællingens Eldorado af en kirkegård.

Christian Kronman
Griffenfeldsgade 37A, 5.th.
Niels Brock’er og journalistuddannet i Det Berlingske Hus
Fortæller siden 1992

www.gadedigteren.dk

www.sogneaften.dk

kronman@gadedigteren.dk

Print your tickets