MÅNEDENS FORTÆLLER OKTOBER 2019
Jeg har altid fortalt!
Lige fra barn har jeg fortalt.
Hver gang jeg havde set en film, kunne jeg underholde mine venner med en levende genfortælling. Jeg kunne genfortælle hele filmen Godfather for mine skolekammerater.
Hvor evnen til at fortælle kommer fra, ved jeg ikke. Men jeg husker i billeder og kan huske replikker så stærkt, at jeg i dag helt sikkert kunne få en diagnose.
Brian og Dario
Mit første møde med Dario Fo var i 1973, hvor han på dansk TV fortalte ”Væven”. Jeg var solgt – jeg var vild med hans humor og politiske budskaber. Mine møder med ham har præget mig dybt. Jeg tror, at jeg kan hans lille bog for teaterfolk udenad.
I årenes løb har jeg optrådt med rigtig mange Dario Fo monologer i det ganske land og udenlands, hvor jeg har krydret monologerne med egne oplevelser. Jeg fortæller stort set ikke Dario Fo’s monologer længere. Men jeg holder foredrag om Dario Fo, hvor jeg bruger brudstykker fra enkelte monologer – og det nyder jeg meget.
Brian og Vigga Bro
Jeg begyndte at optræde professionelt med fortællinger i 1992, samtidig med at jeg underviste i teater. I 1994 blev jeg som lærer på Herning Højskole kollega med Helle Arnfred, der introducerede mig for Vigga Bro, og som i den grad gav mig redskaber og kunne sætte ord på fortællekunstens værktøjer.
I dag bruger jeg også fortællekunsten i foredrag om arbejdsglæde og kommunikation. Det er ofte selvoplevede situationer, jeg fortæller om, hvor jeg bruger forskellige typer af personligheder i dialoger. Jeg er god til at fange det groteske og absurde fra situationer i hverdagen og forstørre dem – sådan at publikum kan se sig selv.
Jeg har flere hundrede situationer/fortællinger, som jeg plukker fra, alt efter hvad min intuition siger kunne være interessant for det publikum, jeg stå overfor.
3 historier på én gang!
Jeg fortæller fra hjertet og forsøger altid på at min første historie skal ramme præcist, så der er kontakt til publikum.
Jeg forbereder mig, men kan altid ændre – og når kontakten er der, kan jeg trække publikum alle mulige steder hen, og jeg har ofte gang i tre historier på samme tid!
Jeg mixer historierne, og vender så tilbage til dem og fortæller pointen på alle tre inden for et minut. Alle tre historier skal hænge sammen og supplere hinanden.
Rytmen er centralt for mig i fortællingen. Den er ligesom et stykke musik, der skifter nuancer, går op og ned, bliver helt stille og sårbart og så pludseligt farer frem med kraft.
Genkendelse
Jeg trækker historier ind, som publikum kender, men måske ikke lige har tænkt over på den måde. Jeg bruger scener fra en film eller tv serie, som publikum kender, og spiller og fortæller dem, så moralen matcher moralen imin egen historie.
Jeg bruger tit historier fra: ”Riget ” af Lars Von Trier , Fawlty Towers med John Cleese, Matador, Max Brothers m.m.
Jeg har lysudstyr med, når jeg er ude i gymnastiksale og konferencecentre, for det er vigtigt, at publikum kan se mimik og kropssprog. Det er virkelig vigtigt for mig at ”mærke ” mit publikum, og derfor er jeg altid på stedet mindst en halv time før min optræden.
Et godt råd
Man skal have ”noget på hjerte”, kunne gøre en forskel med sin kunst, være ydmyg – turde sætte sig selv i spil og være sårbar. Man skal have taget stilling til sit budskab.
Vigtigt med træning
Jeg er så privilegeret, at jeg kan holde mig i form som fortæller med eleverne på Ry Højskole. Her prøver jeg også nye historier af. At træne dans med Gabriel Roths 5 rytmer har stor betydning for mig.
Jeg er i Berlin 2 gange om året på ETI og træner med andre. Det giver mig smidighed i skift og karakterer til mine fortællinger, og så er det jo også dejligt at træne dans.
Brian Hansen
Violvej 30 8680 Ry
Tlf. 21775824
Uddannet maskintekniker, seminarium, merkonom, teaterlærer, skuespiller.
Højskolelærer på Ry Højskole i teaterfagene og film og mytologi.
Egen virksomhed siden 1999 i ca. 80 forestillinger om året, div. fortællinger og foredrag.