Bolette Elvstrøm er månedens fortæller september 2021

Dette portræt af månedens fortæller handler om de særlige ting fortællingen kan og tager udgangspunkt i Bolettes fortællepraksis. Det er forfattet ud fra en samtale mellem Bolette Elvstrøm og Laura Hagen Aagaard

I mit første møde med fortælling have jeg lyst til at lægge teatret væk og prøve genren af ren. Når jeg f.eks. genfortæller romanen Kejseren af Portugalien lægger jeg næsten ikke noget på karaktererne, jeg spiller dem ikke, jeg vil være så tro og neutral mod dem som muligt. Jeg elsker den historie, det er den mest smertefulde og dybe kærlighedsfortælling jeg kender.

Men skal man have levet et langt reflekteret liv, hvis man skal fortælle den slags? Kan jeg gøre Selma Lagerlofs historie til min egen? Måske er det fortællerens vigtigste arbejde. 

Jeg ved faktisk stadig ikke præcist hvad pointen er med Kejseren af Portugalien. Men jeg mærker noget hver gang jeg læser eller fortæller den. Jeg ved det handler om tilgivelse og kærlighed.

Min egen far var maniodepressiv – måske er det derfor jeg ubevidst forelskede mig i historien fra en start. I Kejseren af Portugalien skaber faren en historie om sin datter og ham. Måske er historien en løgn, måske er den sand. Måske har han løjet den sandere.

I hvert fald lever han sig ind i en fortælling, så han kan holde ud at være til i verden. Han fortæller det gerne til andre og lader dem spejle sig i det. “Lige meget hvor gammel Jan Andersson blev, så blev han aldrig træt af at fortælle om den dag, da hans datter Klara Fina Gulleborg blev født og fik solen som gudmor.”

Det tema er helt essentielt for hvorfor fortællinger er så vigtige. Jeg mener ikke man skal lyve og fornægte, men vi skal bruge fortællingen til at forstå vores liv, reflektere og bære alt det livet er. Når fortællinger lykkes allerbedst, sker sådan en næsten underbevidst spejling som forløser noget. Den der katharsiske effekt er magisk.

Vejen frem må være at få mennesker til at tale sammen. At genlære folk at fortælle og lytte. Fortælling er måske bare en udvidet samtale.

For mig er fortællingen som værktøj næsten mere spændende end at én fortæller foran et publikum. Alligevel er der noget ved at stå foran en flok og fortælle de urhistorier, som giver os et fælles afsæt. De lærer os hvordan vi er som mennesker. På den måde er fortælling mere eksplicit end f.eks performance som stiller et mere sanseligt spørgsmål hos publikum. Samtidig har jeg også en frygt for at slå enhver fortælling ihjel ved at være for eksplicit.

Jeg vil nødigt være moraliserende. Derfor bruger jeg selvironien når jeg skriver og fortæller som Hverdagsturist.

Hverdagsturisme er at finde de historier der er lige rundt om mig, frem for at rejse til den anden ende af verden. Når jeg giver mig tid, møder jeg nemt mennesker som er anderledes end mig selv og så sætter jeg mig ned og lytter. De fleste vil gerne fortælle, hvis de får chancen.

Nogle gange får jeg historier, som jeg ikke må fortælle. Så kan jeg blive helt ærgerlig, for projektet handler ikke om dem eller mig, det handler om et møde. Øvelsen bliver: Hvordan får jeg noget privat til at blive løftet op til noget universelt, som andre kan bruge?

Historierne er essayagtige. Det er folks livshistorier, deres valg. Livet er sving, bump og glæde, hvilket skal afspejles i mine fortællinger. Til sidst sætter jeg det ind i en ramme af tanker det sætter i gang i mig. 

Fortællehåndværket er ved at finde fodfæste og nye former i dag. I Danmark for 150 år siden, var fortælling mega sejt. Det gav respekt blandt unge at lære de gamle historier, at bruge dialekt og synge for i dansene. Men så blev det umoderne og det betød at historierne gik tabt. Hvis ikke vi havde gode folk som Evald Tang Kristensen i hvert fald.

Det findes stadig ude i verden, at rejse sig op og fortælle, også i videnskabelige sammenhænge, men næsten ikke herhjemme. Jeg tror det er for sårbart at bruge sig selv på den måde og det skræmmer mange væk. Det “koster” også at fortælle historier. Det gør det også for mig, jeg bruger meget tid på forberedelse. Men det giver så meget igen. 

Jeg arbejder med et format der hedder “Filosofisk vandring”

Filosofi er kærlighed til visdom. For mig er visdom at tænke over hvordan vi som mennesker skal være i denne verden. Ofte starter jeg med at fortælle en historie og så får  jeg folk til at fortælle for hinanden. Jeg tror modet til at fortælle opstår, fordi jeg træner lytteren i at holde mund og bare lytte. Lige så stille bliver deres livserindringer/refleksioner til fortællinger som både andre og de selv kan blive klogere af.

Bolette Elvstrøm, 1974

Gift med Jens som er pædagog og musiker. Mor til tvillingerne Asta og Clara på 13, som er vokset op med godnathistorien som altid starter sådan “Dengang jeg var barn, så boede jeg ude på en gård sammen med min mor og min far og min storesøster og min lillesøster …. “ og så ved jeg aldrig hvor det ender. 

Teaterfaglig baggrund: 1 år skuespillerudd. fra skandinavisk teaterskole, BA teatervidenskab KU, Instruktør /autor Odsherred teaterskole. 

Undervist i teater: Vostrup efterskole, Vester Thorup efterskole, Rødding højskole

Instrueret/skrevet/bearbejdet manuskripter siden 1994

Fortalt siden 2015

Medlem af Ry fortællekreds – hvor jeg er kravlet ind under Helle Arnfreds vinge. 

Har skrevet som “Hverdagsturist” siden 2015

“Hverdagsturistens rejse i landskaber af lyd” – en fortællekoncert m. Jakob Elvstrøm www.hverdagsturist.dk

“Gamle danske dyrefabler” med Jakob Elvstrøm
Evald Tang Kristensen

Fortælleforestilling med lyd, dans og musik http://www.gamledanskedyrefabler.dk

Har lavet filosofisk vandring siden 2019

www.boletteelvstroem.dk


Tags

2021, Bolette Elvstrøm


Måske kan du også være interesseret i disse?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}