Anne Marie Nielsen er Månedens Fortæller december 2025

Den dag var det børnehavens fødselsdag: Et par måneder tidligere var jeg blevet ansat der som pædagogmedhjælper og nu skulle alle børnene sammen med os ansatte fejre fødselsdagen. I det højloftede fællesrum havde vi fået bænket alle børnene på de lave stole. Der var kage på deres røde plastictallerkener og sødt saftevand i de tilhørende kopper. Vi havde sunget fødselsdagssangen – altså den med instrumenterne – for børnehaven og nu skulle Betty, en af de garvede pædagoger, fortælle en historie. Hun havde godt nok ingen billedbog i hånden, som hun skulle læse op fra, nej hun ville fortælle helt uden nogen form for manuskript. Jeg undrede mig – det kunne man da ikke. Men det kunne Betty.  ”Der var en gang” begyndte hun, men det blev ikke bare en gang for mig det blev en helt særlig gang. Det var noget med den stemmeføring Betty anvendte, noget med hendes kropssprog og ikke mindst med hendes nærvær i det store fællesrum, der gjorde det: Med hendes anslag til historien var jeg ikke bare bjergtaget, men også fortabt og vidste efter disse tre første ord, der var indledningen til fortællingen om de tre små grise, at her var der et spor, jeg skulle forfølge i mit liv: Jeg ville som en anden Betty også kunne fortælle historier helt uden manuskript.

De følgende år ville livet mig noget andet, men efter en årrække blev jeg endelig medlem af Odense Fortællekreds. Der mødte jeg en masse inspirerende fynske fortællere, var til spændende fortællearrangementer og på lærerige fortællekurser. Jeg blev medlem af en øvecirkel og erfarede hvor godt det fællesskab er for at holde fortællegryden i kog. En fynsk fortæller fortalte mig en dag engageret, at hun havde gået på fortællekursus i England. Det ville jeg prøve!  Sådan blev det og mine tre måneder på International School og Storytelling på Emerson College i England i efteråret 2014, er i dag min store ballast som fortæller.

Ud over at være fortæller er jeg også tekstillærer og tekstilformidler. Jeg underviser i og holder kurser i blandt andet vævning, strik, hækling, plantefarvning og spinding af uld og hør. Helt fra mine måneder på kurset i England har jeg drømt om at kombinere min tekstile verden med fortælling og efter en lang inkubationstid, begynder det nu at tage form for mig. Under overskriften ”Hvad hånden og ordet skaber” har jeg i samarbejde med fortæller Jens Peter Madsen samlet en buket historier inden for temaet; Nogle af historierne er selvbiografiske blandt andet fra mit tidligere virke som vævelærer i Tanzania og som efterskolelærer i Grønland. Andre er fortællinger om håndens arbejde, jeg har fundet ved at fordybe mig i litteratur om blandt andet livet blandt fattige i London i 1700-tallet og om Knud Rasmussens femte Thule ekspedition!

Jeg fortæller først og fremmest for voksne, men af og til også for teenagere! Jeg arbejder nemlig som efterskolelærer og i min undervisning- hvad enten det er som lærer i dansk, i billedkunst eller kristendom på efterskolen – bruger jeg fortællingen. Her har jer erfaret, at dagens efterskoleelever, ganske som jeg blev det som pædagogmedhjælper, bliver bjergtaget af det levende ord!

Anne Marie Nielsen
Hyrdevej 15 A
5300 Kerteminde
annemarie0404@hotmail.com

Fortæller siden 2003


Tags

2025


Måske kan du også bruge dette?

19.2 Kbh. K – Stories in the dark

19.2 Kbh. K – Stories in the dark
{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}