Da min søster og jeg var små, fortalte min far os om hvor tordenvejr kom fra; noget med skyer der stødte sammen og elektriske udladninger og den slags. Vi var uimponerede. Så fortalte han om Thor og hans gedebukkevogn, der rumlede hen over skyerne, og Mjølner der fik lynene til at glimte. Se, det var meget mere overbevisende.
Adskillige år senere kom jeg i gymnasiet og fik en latin- og oldlærer der fortalte om Catul og Akhilleus og mange andre; og jeg valgte de klassiske sprogfag og dermed fortællingerne fra Antikken.
Jeg blev efterhånden selv oldlærer og fortalte historier for mine klasser – og på dette sted kunne jeg godt komme med noget dybsindigt om eviggyldige og almenmenneskelige fortællinger, der binder os sammen på tværs af århundreder; men jeg kunne også indrømme, at det er fede historier og fantastiske fortællinger, og derfor vil jeg gerne fortælle dem videre.
De to aspekter udelukker selvfølgelig ikke hinanden.
I mit daglige virke som underviser i latin og græsk vælger jeg texter og fortællinger, der har et indhold: de skal være sprogligt relevante og spændende og samtidig vise bredden i hvordan kulturer kan fungere, hvordan synet har været på kvinders roller og på køn, på døden, på retfærdighed og ikke mindst retfærdiggørelse af krig – og meget andet.
Som fortæller på mere slap line vælger jeg ofte en af de mange historier fra Antikken, som jeg kender så godt, og giver den en drejning. Det kan være en kvindes synsvinkel, en bifigurs synsvinkel, eller en problematisering af krig eller naturudnyttelse. Historierne fra Antikken er, som vi får dem overleveret, ofte stærkt prægede af de patriarkalske og meget voldelige kulturer, de er blevet til i, så der er god plads til at gentænke dem – men de kan samtidig også minde os om, hvordan verden for mange ser anderledes ud, end den gør i vores fredelige hverdag.
Og de dilemmaer, som fx tragedierne stiller skarpt op med blod og død til følge, er (forhåbentlig i mindre omfang) også nogle, vi selv kan møde og skal forholde os til; og der kan tragedien minde os om, at vi ikke er alene med de menneskelige vilkår.
Men samtidig og først og fremmest skal fortællingen virke som fortælling; den skal være spændende og rørende og dramatisk og måske endog sjov indimellem. Og det er heller ikke kun antikke historier, jeg fortæller; der er mange af dem, men der er også utrolig mange andre historier, der taler til mig og som jeg derfor gerne vil give videre.
Jeg er aktiv både som fortæller og i bestyrelsen i tre fortællekredse: Viborg Fortællekreds (siden 2013), Fortællere i Østjylland (siden 2021) og nu også Vestjyske Fortællespor (siden 2023).
Så jeg fortæller i Viborg og i Aarhus, sammen med andre gode fortællere og dejlige mennesker
Og jeg er med til at arrangere Fortællefestival Vestjylland på Nørre Vosborg; det er et spændende og givende arbejde at komme bag kulisserne og gøre noget for, at dette mødested for fortællere – og ikke mindst publikum – kommer til at fungere godt.
Jeg glæder mig til at blive endnu bedre som fortæller, at udvikle mit repertoire og mine stillejer, og til også fremover at møde andre fortællere i forskellige sammenhænge.
Tak for udnævnelsen til Månedens Fortæller!
Dorthe Møller Åbom
Risskov
Klassisk filolog, Studielektor ved Klassiske Studier, Aarhus Universitet
Fortæller siden 2002/2013