Jeg er født i 1953 i en lille landsby i Vesthimmerland. Mit første møde med teatret var i 1979, da jeg efter endt læreruddannelse aftjente min værnepligt som militærnægter på et gruppeteater i Aarhus. Det blev min skæbne. Lige siden har mit arbejdsliv handlet om at spille, instruere eller skrive teaterforestillinger. I 1984 stiftede jeg den selvejende institution “TEATRET” sammen med scenograf Gitte Baastrup med det ambitiøse mål for øje: ”… at skabe teaterforestillinger med eksistentielt indhold og samtidig søge et rummeligt fælles teatersprog, en universel kommunikationsform hvor man kan mødes uanset alder, intellekt og nationalitet…” Her har vi, med velvillig indstilling fra skiftende Teaterråd og projektstøtteudvalg, haft mulighed for at realisere egne teaterprojekter, som foruden talrige indenlandske opførelser – har repræsenteret dansk teater på festivaler og gæstespil i en lang række lande. I de unge år var det fysiske og nonverbale formsprog i centrum, men hen ad vejen har ordene vundet mere og mere indpas. Ind imellem store og omkostningstunge forestillinger har der været mulighed for at producere en håndfuld monologer eller fortælleteaterforestillinger: ”Ifølge Marcus”, ”Fars dreng”, ”Abrahams børn”, og senest ”Det begynder at blive koldt om fødderne” som jeg stadigvæk har stor glæde af at turnere med. For 4 år siden døde 3 af mine gode venner med få måneders mellemrum. Tre skønne mennesker med vidt forskellige livssyn. De var alle yngre end jeg, og deres pludselige forsvinden fik mig til at reflektere over, at jeg også ophører med at eksistere inden så vældig længe. Og jeg fik trang til at lave en monolog om emnet, som ikke skulle være nogen sygdomshistorie, men derimod et forsøg på – uden berøringsangst og forhåbentlig med god plads til humor – at sætte nogle ord på det uigenkaldelige, men temmelig tabuiserede livsvilkår, at vi skal dø.
www.teatret.dk