AF LENA BJØRN –
Den 9-10 september løb Fortællefestival Vestjylland af stablen på den smukke herregård Nørre Vosborg for 17. gang. Det vidunderligt varme sensommervejr forhøjede kun fornøjelsen.
Godt 30 fortællere underholdt med et overflødighedshorn af vidt forskellige historier, forskellige i genre og temperament – men ikke kvalitet – den var i top hele vejen rundt.
Der var frække og frivole fortællinger, der var dybt personlige fortællinger med rod i familiefortrængninger, der var også muntre personlige fortællinger, og så var der fortællinger om store personligheder som har gjort en indsats ude i verden. Der var løgnehistorier, eventyr, skrøner og sagn både fra Grønland og fra egnen omkring Nørre Vosborg
Man kunne slet ikke nå at høre alle fortællere, men alle jeg hørte ”leverede varen” – på hver deres måde. Hvor har vi mange dygtige fortællere i vores lille land!
Nørre Vosborg er den ældste festival i landet og den har i perioder været den eneste. Festivalen har stor betydning for fortællemiljøet i Danmark, simpelthen fordi mange fortællere er samlet her, dels de som er aktivt udøvende og dels de som kommer blot for at lytte. Det skaber og styrker netværk på tværs af landet, og det er vigtigt for fortællebevægelsen.
Dertil kommer naturligvis også et lokalt publikum som kommer trofast år efter år.

I år var FIDA flot repræsenteret, idet alle de 4 forkvinder, der har været siden starten i 2011, var til stede.
Det er kronologisk fra venstre Anne Marie Krarup, Kari Brink, Maria Junghans og nuværende forkvinde Conny Radza.
Søndag formiddag åbnede programmet med en tale af Lene Dybdal Formand for Kultur og Fritidsudvalget. Jeg bringer her et udpluk:
”Den mundtlige fortælling har fulgt mennesket op gennem tiden og været en vigtig faktor i udviklingen af de kulturer, der har skabt de samfund, vi lever i, og den er derfor en rigtig vigtig kulturel udtryksform.
I dag bombarderes vi med visuelle fortællinger på alle mulige kanaler og platforme. Tv og for ikke at glemme vores tablets og mobiltelefoner. Det går stærkt, og det kan nogle gange virke lidt hektisk og overfladisk, at vi skal forholde os til så mange ting på samme tid. Vi er sjældent tilstrækkeligt til stede i nuet. (….)
Vi lever i en tid, hvor fællesskabet for mange er under pres. Flere føler sig ensomme og sat uden for fællesskabet. Jeg er sikker på, at det, I har fokus på her, kan have en vigtig effekt i forhold til at skabe flere fællesskaber, hvor flere kan være med”.
Det var en dejlig oplevelse. Jeg håber at festivalen fortsætter mange år endnu.
Tryk på et billede og kom tættere på! Fotos af Poul Erik Dam Nielsen og Søren Langkjær.
