Lille pige: Morfar og jeg går tur i Københavns gader. Han fortæller om sin oldemor, der var vågekone på Frederiks Hospital i Bredgade. Hendes børn måtte ikke bo hos hende, så børneflokken mødte op foran porten hver morgen. Her rakte hun sin morgenkaffe og rester fra patienternes mad gennem tremmegitteret ud til dem.
Skolepige: Hr. Bjørnvig fortæller danmarkshistorier for 4.u på Holsteinsgades skole. 32 unger lytter i åndeløs spænding. Vi ved præcis, hvordan der så ud, da babydrengen Skjold en sommerdag kom sejlende ind mod land i sit vikingeskib; helt alene lå han der på et skjold foret med strå. Vi kan jo også selv se på anskuelsesbilledet på væggen, hvordan et vikingeskib ser ud med rødt og hvidt sejl.
Seminarieelev: Historieundervisning som linjefag på Zahles Seminarium. Lektor Svend Ellehøj fra universitetet læser højt af middelalder kilder. Sproget knirker, der følger ingen forklaringer med, alt er fremmed for os. Det handler udelukkede om metode og kildearbejde. Hvor er konteksten? Hvor er det daglige liv? Hvor er menneskene?
Vikar på Bornholm: Historielærer for alle skolens elever. Materiale: En serie historiebøger; på hver anden side et frimærkestort billede af en konge eller en hærfører. Resten lutter tekst. Hvordan kan man egentlig undervise i historie? Hvor er alle de gode historier henne?
Midt i livet: Så vidt muligt har jeg undgået at få lagt historietimer ind i mit skema, i 21 år som lærer. Nu må det være min tur til at blive undervist. Fire herlige år med historie og historier på Odense Universitet begynder. En ny generation af universitetslærere kan gøre fortiden levende og interessant for os. Nye begreber som historiebevidsthed popper frem.
1997: Odense Fortællekreds? Mundtlig fortælling som i gamle dage? Her hører jeg en broget skare fortællere fortælle historier – helt uden bog eller noter. Fælles for dem er, at når de først begynder at fortælle, så glemmer vi tilhørere alt om deres ydre og om tid og sted. Fortællingen tager over, og vi går med ind i andre verdener, hvor vi får de mest fantastiske oplevelser. Øvecirklen Ratatosk giver tryghed og mod til at fortælle selv.
2000 og frem: Der må være en anden måde at skrive historiebøger for folkeskolen på, tænker jeg; en måde der tager udgangspunkt i det enkelte barn; en måde der kan skabe den vigtige identifikation med fortidens børn – og begivenheder. Serien Børn i Danmarks historie, 11 bøger, udkommer på forlaget Alinea. Hovedpersonerne i hver bog er en pige og en dreng, søskende, i målgruppens alder, og alle er de historiske børn, der engang har levet i Danmark. Et kæmpe researcharbejde, men noget af det mest meningsfulde, jeg har gjort i mit liv. Hver bog har en praktiskorienteret lærervejledning med forslag til fortællinger. Lærerne fortjener virkelig en rigtig god håndsrækning.
Nu: Jeg bliver mere og mere overbevist om, at den mundtlige fortælling kan give enhver undervisningstime en helt særlig autencitet og et helt særligt løft. Det gælder historieundervisning og såmænd alle skolens fag. Begynd timen med en historie, lad det blive en tradition! Det giver ro og nærvær, ungerne lytter og får lyst til at vide mere. De bliver inspirerede til at arbejde med stoffet.
Mundtlig fortælling kan være med til at løse vores plagede folkeskoles problemer. Jeg har fundet dokumentation om fortællingens gode sider: https://fortaellereidanmark.dk/fortaelling-i-skolen-dokumentation/#t-1647866458465
Jeg er med i en arbejdsgruppe i FIDA, hvor vi arbejder på at få mundtlig fortælling ind i folkeskolen. Vi har udarbejdet et Manifest: https://fortaellereidanmark.dk/fortaelling-i-skolen-2/ Vi har sat pilotprojekter op i Svendborg og Roskilde. Vi tror på fortællingens kraft og på en fremtid i folkeskolen.
Pia Sigmund
Bopæl: Odense
Folkeskolelærer, historiker, forfatter, fortæller
Formand Måle Fortælleteater
Udgivet serien Historiebazaren med historier fra vores indvandrerlande
Fortæller siden 1998