Jeg kommer fra et hjem med bøger. Helt præcist 20 store bøger med guldskrift på ryggen. Næsten en for hvert bogstav i alfabetet. Bøgerne stod på nederste hylde i den store reol. Porcelænsvaser, skåle med blomstermotiv og fotos af familien prydede de resterende hylder. Hver fredag formiddag fjernede min mor omhyggeligt alle de små støvkorn med en gul- og rødstribet bomuldsklud, som hun rystede ud ad det åbne vindue.
Jeg kommer fra et hjem med klaver. Klaveret var ikke blevet stemt, siden min mor var barn og stod hengemt i et hjørne i mine forældres soveværelse. Alligevel listede jeg mig ofte derind og kravlede op på den sorte klaverskammel. Med lukkede øjne satte jeg pegefingeren på en vilkårlig tangent og slog en tone an. Derefter to pegefingre. Flere toner. På den måde begyndte jeg at spille. Så sang jeg og så kom historierne. Historier om køer og kaniner. Om heste. Om sommerfugle og skyer på himlen. Om fantasirejser til ukendte steder, prinser og prinsesser…….
Når vi besøgte mine bedsteforældre og de voksne drak kaffe og spiste kager, så kravlede jeg op på den gamle divan, der stod ved den bagerste væg i stuen. På væggen hang et stort broderet tæppe. Der var et stråtækt hus, en lille skovsø og nogle træer. Et par kronhjorte stod i baggrunden. Foran huset løb en lille sti. Der placerede jeg to fingre og lod dem ”vandre” henad stien. På den måde ”gik” jeg ind i tæppet, ind i det lille hus og boede der, indtil de voksne var færdige med at sladre.
Måske startede det der. Mine iagttagelser af de voksne. Af deres historier om andre mennesker. Om alt det de ikke kunne forstå, at andre gjorde og sagde. Måske blev jeg inspireret af min far, når han fortalte om sin ungdom under krigen, hvor han kæmpede mod tyskerne, om sin tid som soldat og mange andre historier. Jeg ved det ikke, men jeg husker, at jeg ofte listede ud af min seng, når mine forældre havde gæster og så stillede jeg mig bag døren og lyttede til min fars stemme.
Årene gik…..
I 2015 skulle der ske noget. Men hvad? Jeg havde brug for et retningsskifte og rejste til Sahara, hvor jeg sad i 10 dage under den brændende sol og kiggede på sand. Kun på sand. Om natten stirrede jeg på stjernerne. Efterhånden vendte jeg blikket indad og kiggede på mit liv og på min død. Jeg opdagede, at jeg kun er en lillebitte brik i det store univers.
Men hvilken brik?
Jeg traf beslutninger om en ny retning.
Jeg begyndte at skrive om min opvækst. Det blev til en bog: ”Det gule køkkenur”. Alle de små indre dramaer kom ud på papiret. Alt det, vi ikke talte om og som jeg havde gemt på i så mange år. Jeg skrev og skrev og erindringerne væltede ud sammen med tårerne.
Det blev begyndelsen på min egen historiefortælling.
Jeg havde i flere år ønsket at komme på en workshop hos Katrine Faber og da jeg opdagede, at hun underviste på Ry Højskole i sommeren 2016, meldte jeg mig straks til. Uden at ane det, dumpede jeg ned i Nordisk Fortælleseminar! Jeg blev blæst bagover af alle de fortællinger og opdagede, at jeg selv var vild med at fortælle.
Siden har jeg deltaget i adskillige fortællekurser og henter stadig historier fra mit eget liv. Der er rigeligt at fortælle om.
Derfor var det nemt for mig at sige ”ja”, da jeg i 2018 blev tilbudt opgaven som vært på Story Slam på Teater Katapult i Århus, hvor konceptet netop er at fortælle fra eget liv. Historier, der binder mennesker sammen og hvor vi opdager, at vi alle er i samme båd.
Jeg skriver digte eller noveller og laver dem derefter om til mundtlige fortællinger – jeg fortæller på cafeer, i private sammenhænge, til fester, sogneaften. Jeg fortæller om min sønderjyske opvækst – og især alt det, vi ikke snakkede om. Derudover arbejder jeg på en fortælleforestilling om modne kvinder og seksualitet – et emne, som jeg synes får alt for lidt opmærksomhed. Jeg håber, det lykkes for mig!
Annette Rana Petersen, Århus
Uddannet psykomotorisk terapeut, DAP og psykoterapeut, MDP. Uddannet i Skrivekunst på SDU.