FEBRUAR Jeg blev fortæller af to anledninger – en ydre og en indre.
Den ydre var, at jeg i 1994-95 tog første del af en kunstterapiuddannelse, og skulle vælge et værkstedsfag.
Nogenlunde samtidig havde jeg hørt den gamle Anne Sofie Seidelin fortælle, og jeg tænkte, at det der vil jeg også kunne (og jeg ved nu, at det tager et helt liv, at blive så god som hun var). Så jeg valgte historiefortælling som mit værkstedsfag.
Den indre anledning var, at jeg siden 1980 havde lavet en lang række egnsspil. Jeg elskede at være i disse brogede processer – alt den energi, alt det sjov vi havde med hinanden – men med mig som den samlende og styrende kraft.
Da jeg efterhånden havde lavet 15 store egnsspil, nogle af dem med over 100 medvirkende, så tænkte jeg, at der måtte være en nemmere måde at få den der energi mellem mig og en masse mennesker op at køre. Jeg spillede jo teater, men som skuespiller er man ikke i direkte kontakt med publikum – som sig selv.
Det gik op for mig, at det var man som fortæller.
Det var altså i første omgang fortællesituationen, den direkte kontakt med publikum, som jeg søgte.
Hvad fascinerer mig ved fortælling?
At fortællesituationen på en gang er en fælles oplevelse og en individuel oplevelse. Vi griner sammen og græder måske sammen, men de associationer, de punkter hvor historien rammer os hver især, de er individuelle.
Hvornår begyndte min interesse for mundtlig fortælling
Jeg har nogle tidlige oplevelser, som har ligget og slumret i mange år: En lærerinde i de små klasser, som fortalte bibelhistorie; og så var min far på sin egen måde en fortæller. Han var købmand i en lille landsby i Østjylland, og i butikken blev der fortalt historier. Historier om held og uheld, om dumhed og snuhed. Min far havde en god fortælleenergi, han kunne få folk til at grine.
Men bortset fra disse tidlige inspirationer, så skal vi helt op til den dag hvor jeg hørte Anne Sofie Seidelin.
Hvor og i hvilke sammenhæng bruger jeg fortælling.
Jeg bruger primært fortælling i forbindelse med arbejdet i mit eget firma ”Story Works”.
Grundlæggende gør jeg to ting:
1) Jeg fortæller historier, som danner udgangspunkt for at folk kan snakke om temaer fra deres arbejdsliv. Den snak det afføder, er ofte mere “vidtløftig” – i ordets bedste forstand, den bliver dybere, mere interessant end almindelig gruppesnak.
2) Jeg får folk til at fortælle historier fra deres arbejdsliv. Kulturen på arbejdspladsen er summen af de historier der fortælles, og det er nyttigt at blive opmærksom på, at man har et valg – hvad vil jeg fortælle?
Om sommeren hygger jeg mig med at lave Lystløgner-cafeer på Samsø.
Har du en foretrukket genre?
Jeg har fortrinsvis brugt myter i forbindelse med mit arbejde. De fungerer godt fordi de er flerstrengede og ikke har en entydig morale. Og så elsker jeg at fortælle Selma Lagerløf, fordi hendes fortællinger på en gang er dybe og banale.
Det jeg fortæller, skal vække følelser, det er dejligt både at få folk til at grine og græde.
Hvordan vil du karakterisere dig selv…
Selv om jeg er skuespiller, så er jeg ikke en ”teaterfortæller” med meget store armbevægelser, på den anden side er jeg heller ikke en meget lavmælt fortæller. Jeg tror, at når jeg er bedst, er jeg i stand til at skabe et kraftfelt mellem mig og tilhørerne.
Hvad er du optaget af
Jeg er altid optaget af, hvordan jeg får de næste jobs i ordrebogen – jeg lever jo af det.
Jeg er optaget af, hvordan jeg vækker folks fortællelyst.
Og så er jeg begyndt at fundere over hvad jeg har lyst til at fortælle, når jeg om 3-4 år ikke mere skal arbejde som konsulent. Hvad vil jeg fortælle hvis der er “frit valg på alle hylder”.
Jeg aner det ikke…