Katja Lange fortæller om vores drømme & dårskaber, triumfer & tab og alle de roller vi spiller. Uanset om det er moderne mennesker, historiske personer eller fabelfigurer, der stilles over for nogle af livets dilemmaer, beskriver hun dem så alle sanser sættes i spil og vi ser karaktererne som spejlinger af os selv. Sådan fremmaner hun det store i det almindelige og det almindelige i det store.
Hendes karakterer ligner ofte din nabo, din bedste ven eller din kæreste, men bliv ikke forbavset, hvis de får selskab af en talende opvaskemaskine, et hjemsøgt fritidshjem eller hendes gamle eventyrer af en morfar. Fra ham har hun adopteret den italienske talemåde ”se non é vero, é ben trovato – hvis det ikke er sandt, er det godt fundet på”. Det nyder både børn og voksne godt af.
Katja fortæller, underviser, skaber nye historier og koordinerer fortælleprojekter for Fortælletid og Fortællekunsten, samt medvirker bag og på BestTellers Scene.
Derudover øser hun af sit omfattende repertoire på festivaler, biblioteker, hospitaler, i kulturhuse, skoler og til private arrangementer.

