Else Christensen (Else Marie Sundgaard Christensen).
En af de store gamle er ikke mere. Søndag den 30. april bukkede Else under for den kræft, hun havde kæmpet med i nogle år.
Else var altid glad for at bruge sproget. Som børnehavepædagog var hun efterspurgt som hende, der kunne læse historier uden bog. Selv tilskrev hun interessen en dansklærer i realskolen. I 2005 løb hun ind i Ingrid Hvass, og som så mange andre blev hun her inspireret til at betragte fortælling som andet og mere end tidsfordriv.
Fortællefestvalen på Nr. Vosborg i Vestjylland blev hendes foretrukne scene i mange år, men også det lokale miljø i hjembyens Skive nød godt af Elses talent og gejst. Else skrev digte, malede og fortalte historier. I Det Røde Klubhus og på Kulturhusbåden i Skive blev der fortalt af Else og hendes venner, der dannede et lokalt netværk under fortællekredsen Vestjyllands Fortællere.
Else var en ressource i fortællekredsen. Det var hende, der styrede kredsens hjemmeside, passede postkassen og styrede medier og logistik ved kredsens fortællearrangementer på det gamle rådhus i Holstebro. Ved fortælleværkstederne kunne hun være en skarp, men altid kærlig og konstruktiv kritiker. Især over for unge fortællere var hun støttende og rummende. Hun fik betydning for mange. Hendes fortællekuffert var legendarisk, oprindelig for børnene, men også voksne fortællere kunne nyde godt af denne elegante måde at drive improviseret fortælling på.
Else meldte sig tidligt ind i FIDA og fik medlemsnummer 21. I en årrække deltog hun i arbejdsgruppen om Månedens Fortæller. Selv blev hun Månedens Fortæller i marts 2017.
De senere år døjede hun med kræft og kemo og hvad der hører til, men hun bevarede humøret, og hun fulgte med i fortællekredsens liv fra sidelinjen.
Hun var troende, engageret i kirkelivet og valgte selv salmerne til sin begravelse i den smukke, nye kirke i Egeris i Skive Øst.
Ære være Elses minde.
Foto: Søren Langkjær
