Mads Rostgaard Andersen er Månedens fortæller juli 2026
Eleverne i 4. klasse stormer ind i lokalet, væltende over hinanden efter pausen. De fortsætter frikvarterets lege og konflikter. Lydniveauet er næsten ulideligt. Jeg overvejer nøje mine muligheder for at få ro. Enten skal jeg råbe af dem og én for én kalde deres navne højt, indtil de er stille igen. Eller også… “Gilgamesh rejste sig igen og tog sit sværd,” begynder jeg lavmælt og tydeligt. På få sekunder er alle ører rettet mod mig og der bliver fuldstændig stille i lokalet.
Jeg har klassen i faget Fortælling. Over de sidste uger har jeg i små episoder fortalt den 4000 år gamle legende om Gilgamesh og Enkidu for dem. Forrige time sluttede med en neglebidende cliffhanger, hvor Gilgamesh blev slået til jorden af trolden Humbaba. Sådan sluttede alle mine timer med dem, så eleverne var fuldstændig klar over, at når jeg begyndte fortællingen, gjaldt det om at lytte efter.
Den oplevelse satte sig i mig. Selv har jeg altid mærket fortællingens kraft på egen krop, helt vibrerende. Når 24 larmende børn på ingen tid kan gå fra hundrede til nul, må det være et bevis på den levende fortællingens almene virkning på mennesker. Men hvad er det egentlig, der sker, når vi fortæller for vores elever?
I en tiltagende fragmenteret og digitaliseret hverdag, hvor samfundets tempo er tårnhøjt, er den fordybelse, som mundtlig fortællingen tilbyder os, enormt tiltrængt. Der er så mange ting at forholde sig til, selv for skolebørn, at der er brug for et rum, hvor ens opmærksomhed kan skærpes og rettes mod det helt nære – elevens egen fantasi og det rum, der opstår mellem lytter og fortæller.
Et af mine fagligt set stolteste øjeblikke var i slutningen af en fortælle-time, hvor der var sket noget særligt spændende, og jeg overhører to elever, der på vej ud til frikvarteret begejstret råber: “Jeg kan være Enkidu!” “Okay, så vil jeg være Gilgamesh!” At 4000 år gamle karakterer kan konkurrere med Marvel-helte og Tik Tok-danse i frikvarterets arena var for mig det endegyldige bevis på den mundtlige fortællings helt centrale betydning for os mennesker.
Derfor vil jeg gerne opfordre alle lærere til at kaste sig ud i denne ældgamle tradition til glæde for dem selv og deres elever.
Jeg er desuden medlem af foreningen “Fortælling I Skolen” (FISK), som netop arbejder for at bringe fortællingen tilbage ind i de danske klasseværelse. Se mere på fortaellingiskolen.dk. Det ovenstående er en redigeret udgave af en artikel udgivet på hjemmesiden.
Mads Rostgaard Andersen
Vestsjælland
Uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole
Fortæller siden 2023
fortæl.nu (under ombygning)