Lovisa Christiansen er Månedens Fortæller maj 2026
Fortællekunsten har altid været den nobleste av alle kunster og også den mest oprindelige. Den er blevet brugt helt fra begyndelsen, hvor som helst, av hvem som helst, for alle slags kommunikationer og ved alle leiligheder både i sorg og glæde til at oplyse, opmuntre og undervise.
Jeg er opvokset i en fortællerfamilie gennem mange generationer, og det har altid været naturlig for mig at fortælle. I skolen ville jeg hellere fortælle end skrive.
I teenagealderen blev jeg inviteret til at opmuntre deprimerede slægtninge, og senere i al slags arbejde f.ex. som flyværtinde, rejseleder og som direktør for et behandlingshjem eller som medlem i forskellige foreninger og kvindeklubber. Jeg har fortalt på islandsk, dansk, norsk, engelsk og tysk.
Først 2011 opdagede jeg, at der fandtes fortællere, folk som havde det som yrke og endda nogle, som kunne leve af det.
Dengang blev der holdt Nordisk Fortælleseminar på Island, og jeg meldte mig til. Der var det ca. 70 deltagere fra alle de nordiske lande, og siden har jeg deltaget hvert år i uge 30 undtagen 3 gange (covid o.s.v.). Jeg glæder mig til at komme til Mors i år og træffe min fortællefamilie.
Islændingene, som tæller knap 400.000, har altid været og er stadigvæk meget overtroiske. Der findes forskellige figurer i den overtro. Det er hovedsaglig huldufolk, som ser ud som os, men man ser dem ikke. De bor i klipper og bakker. Selv lever jeg sammen med een, som bor i min kælder. Hun har 14 kvadratmeter der. Man skal passe på ikke at gøre dem fortræd, ellers er de fine.
I Island er der ca.160 svømmebassiner og ved hver og en, er der 1-2 spabade (hot tubs), der sætter man sig efter svømning, og der bliver det fortalt og lyttet.
Selv fortæller jeg hovedsaglig om noget, jeg har oplevet, været med til eller har hørt, også gamle historier og eventyr. Der findes materiale overalt. Man skal bare kunne se det.
Jeg har været medlem av Soroptimist International i 53 år, og der bliver også fortalt ret meget, både på klubniveau, i landsforeningen og europabestyrelsen, hvor jeg var aktiv i 4 år.
I 2023 arrangerede min klub et weekendkursus i fortælling, som jeg styrede, og vi fik 18 deltagere. Det gik meget fint, og der har været interesse at gentage det, men mine knogler har været dårlige de sidste par år. Nu har jeg fået stål i diverse led, så jeg er næsten som ny.
Da jeg var rejseleder i hikingforeningen, blev der fortalt meget, og vi sang også meget. Jeg plejede at spille guitar og kunne viser på alle mulige sprog. Det findes ingenting som at sidde i tusmørket oppe på fjeldet rundt om et bål og fortælle og synge.
Nu har jeg mistet min stemme, lægen siger jeg har sunget for meget op imod vinden. Jeg hiker ikke mere, så jeg har slået mig på slægtsforskning som hobby.
I øjeblikket søger jeg min fars familie i Danmark. Vi ved ikke meget om den forfar, som kom en sviptur til Island, og som hed Hans Christiansen, født ca.1860-70 og var bødker. Han kom sandsynligvis fra Sjælland, men hans navn er så almindeligt, at det ikke er let.
Men at give op, det er ikke i programmet.
Jeg er 88 år og har været gift med en arkitekt i 65 år. Vi har tre sønner, 6 børnebørn, 6 oldebarn, og de fleste bor i nærheden af os. Vi træffes ofte og fortæller, og der findes også fremtidens fortællere.
Navn: Lovisa Christiansen
Adresse: Hafnarfjördur, Island.
Uddannelse/beskæftigelse: Indendørsarkitekt, rejseleder, flyværtinde, slægtsforsker og mange andre ting.
Fortæller siden: For evigt.
Mailadresse: kastali15@simnet.is