Det hele begyndte, da jeg lærte at læse…
Nye dimensioner og verdener åbnede sig i mit hjerte og for mit indre blik, og jeg slugte grådigt og hurtigt bog efter bog. Eventyr, noveller, romaner. Jeg kunne forsvinde ind i mit eget univers i timevis.
I en ret ung alder blev bibliotekaren på det lille bibliotek i Kristrup, hvor jeg voksede op, min bedste ven. Hun hjalp mig gladelig med at finde bøger, komme med forslag og inspiration, og jeg havde min faste gang hos hende flere dage om ugen.
I mange år var søndag min yndlingsdag, for der kunne min mor og jeg sidde sammen med hver vores bog og læse eftermiddagen væk. Min mor var alene med min bror og mig, og noget af det, der blev lagt særlig vægt på i mit barndomshjem, var læsning og fantasi.
Da jeg blev ung voksen og fik mit første ”rigtige” job som pædagogmedhjælper i en børnehave, var det min tjans at læse for ungerne, mens der blev dækket bord til frokost. Jeg fandt lynhurtigt ud af, at læsning i børnehaven kunne være en udfordring.
”Jeg vil også se billedet!” eller ”Må jeg se billedet?” var nogle af de mest brugte fraser, ofte fremsat med høje stemmer. Så fandt jeg på at fortælle eventyr for ungerne i stedet for. Og nu oplevede jeg, hvordan verden og tiden kunne gå i stå, børnene få stjerner i øjnene, og alting gå op i en højere enhed, mens jeg fortalte ud fra hukommelsen. Dengang vidste jeg ikke, at det var en ting, ”mundtlig fortælling”, men snart var det ikke kun til frokost, jeg fortalte. Også om eftermiddagen, med en lille skare af hentende forældre som publikum, blev tiden brugt på fortælling.
År senere, nu som uddannet pædagog, sagde en kollega til mig; ”Du skal da på kursus hos Vibeke Svejstrup!”
Vibeke tog mig under sine vinger, trænede mig, coachede mig, rettede mig til, når jeg blev for flyvsk eller trampede for meget rundt på scenen. For dette er jeg dybt taknemmelig. Hun troede på mine evner, når jeg selv tvivlede, svingede pisken nådesløst over mig, når jeg blev doven. Hun inviterede mig med i Randers Fortællerne, som jeg har været tilknyttet de sidste 10 (?) år og overværede min første offentlige fortælling med lige så bævrende hjerte som mig selv. Vi blev makkere og har siden holdt flere kurser sammen.
Lige fra første færd med læsningen har jeg elsket at danne mine egne billeder i mit hoved. Ord maler billeder. Ord har magt. Og når den mundtlige fortælling får lov at leve, at folde sig ud, sker der noget helt magisk. Fortællerens og lytternes hjernebølger kommer til at svinge i takt (dét er ganske vist!). Det føles, som om vi pludselig forbinder os til hinanden på et meget dybt plan. Og dét giver mig både energi og stor glæde.
Jeg sætter en ære i at fortælle historier, jeg selv godt kan lide. Jeg kan godt mærke, at jeg har fået en slags faglig stolthed; jeg skal selv synes, at jeg bidrager med noget ordentligt. Jeg binder også gerne an med lidt større litterære historier, i ”frit efter”-form. Når det så er sagt, tror jeg bare, at jeg i virkeligheden simpelthen elsker at fortælle alle slags historier!
Jeg bruger fortællingen professionelt, både når jeg bliver hyret ind som entertainer, i mit løn-job og som forælder.
”Mor, vil du ikke fortælle i stedet for at læse?” spurgte min datter ofte ved sengetid, da hun var lille og skulle puttes med godnathistorie. For også i hendes barndomshjem kendte vi betydningen af fortælling og historier.
Det ligger jo i menneskets dna at fortælle historier – det er derfor, vi husker alting bedre, når det bliver bundet op på en fortælling. Fortælling er hverdagsmagi – og jeg håber, jeg resten af mit liv vil kunne bidrage til magien.
Tusind tak for taletid og nominering!
Ann-Louise Lauridsen
Randers, Randers Fortællerne
Pædagog / formidler / fortæller
Ann-Louise Lauridsen – Randers Fortællerne
allauridsenmail@gmail.com
Tags
2025