Det mærkeligste jeg så som barn, var den morgen jeg vågnede ved lyden af stemmer udenfor. Vi boede på øen Saltholm, hvor min familie udgjorde 4 af øens 5 beboere, og vi havde været isoleret af vinteren længe, så jeg undrede mig over de fremmede stemmer og kiggede ud af ruden fra mit værelse. Der så jeg en mægtig luftpudebåde, der holdt lige nedenfor mit vindue. Store bogstaver stod hen ad siden på den: S-A-S. Bag luftpudebåden, og så langt øjet rakte, var der kun sne og is. Så åbnede det store fartøj sin bug, og ud kom en lind strøm af smukke mennesker i fine uniformer.
Mændene havde tandpastasmil, og kvinderne havde højt hår. Nede blandt dem gik min far omkring. Han var opsynsmand på øen og øverste myndighed for alle fem indbyggere. Han havde en stor hullet sweater over sin tykke mave og en ulden hue med øreklapper. De smukke mennesker bar utrolige mængder juice og kager fra båden ind på vores gård, hvor min bror og jeg, to beskidte øknægte, gloede med kuglerunde øjne. Så meget sukker havde vi ikke set i månedsvis, fordi var frosset inde på Saltholm.
Det viste sig, at luftpudebåden var punkteret, og alle de smukke mennesker og luftpudebådens passagerer blev fløjet afsted til København af helikoptere, der summede aggressivt som hvepse. Mens de forsvandt mod byens lysglorie i det fjerne, smed vi drivtømmer på kakkelovnen og krøb sammen i sofaen. Der sad vi, min bror, mor og jeg, under den store petroleumslampe med krummelurer, som kastede skygger i stuen som et gammelt kroget egetræ. Min mor læste højt af Ringenes Herre, Den Uendelige Historie, Mumitrolden, Ronja Røverdatter og et væld af andre skønne fortællinger, mens isvinteren rasede derude, og vi var fuldstændig afskåret fra omverdenen.
Jeg tror, det var der, jeg lærte at elske fortællinger.
Klip til lejrtur på Langeland. Det var vist 5. klasse. Lærerinden fangede os i at være oppe langt efter sengetid. Det var mig, der fortalte de andre historier, og jeg opdagede glæden ved at det levende ord, da min klassekammerat Brian fortvivlet sagde til lærerinden, der ville have os i seng: “Det er så godt, han får alle detaljer med!”
Som teenager begyndte jeg at spille rollespil, altså den slags, hvor man sidder om et bord og slår terninger, mens man drømmer sig væk til fremmede verdner. Jeg var næsten altid spilmesteren, der skulle digte en historier og finde på, når spillerne gjorde noget uventet. Det lærte mig at improvisere i en fortælling. Jeg opdagede også historieformidling, som jeg dyrkede i den lokale middelalderværksted, Ulvsborg. Her lærte jeg at elske de gamle fortællinger, og at menneskehedens fortid er et uudtømmeligt hav af historier.
Da jeg skulle vælge uddannelse, tog jeg læreruddannelsen, fordi jeg brændte for det levende ord og drømte om at leve af at formidle. Det lykkedes, og jeg arbejdede i 15 år i museumsbranchen med levende formidling. Ved siden af skrev jeg romaner, og jeg tog en uddannelse i oplevelsesøkonomi, som lærte mig mere om at arbejde med sanselighed og overraskelse i mine fortællinger. Efter jeg debuterede som forfatter, tog jeg omkring og holdt forfatterforedrag, og det var for at blive bedre til det, jeg tog et fortællekursus hos Besttellers. Der fik jeg fik øjnene op for fortællescenen.
Tænk, at man kunne fortælle uden andet formål end fortællingen selv! Jeg fik stor hjælp af Susie Haxthausen og Mette Gullach, og jeg lavede mit eget fortælleshow, der sammensmeltede forfatteri og fortælling. Det fik det farverige navn Erotiske Fortællinger for Dyr!
Siden er jeg blevet ansat på Dragsholm Slot, hvor jeg nyder at fortælle slottets drabelige historier.
Til sommer skal jeg tilbage Saltholm, min barndomsø, hvor jeg skal fortælle historier fra min roman Tabernes Atlantis, der foregår derovre, og dermed er en ring sluttet.
Sådan kom fortælling meget tidligt ind i mit liv og har altid spillet en stor rolle, selvom jeg først har indset det for nyligt.
Benjamin Lamberth
Asnæs, Odsherred
Lærer/formidler/forfatter/Fortæller
Fortæller siden 2022.
Mail: lamberth@live.dk