Unna-Pernille Gjørup er Månedens Fortæller marts 2020.
Det begyndte i et klasseværelse: lugten af kridt blandede sig med billedet af en stige, der i den mellemøstlige nat stod med fødderne i sandet og rejste sig højt op i himlen. Op og ned ad stigen bevægede en stor flok af Guds engle sig.
Set i bakspejlet er det ur-situationen. Men vi fik også fortalt dagligt, dengang i 70’erne på friskolen på Fyn. Hjemme fik vi læst og fortalt alt tænkeligt, fra Tintin og historie, eventyr og bibelhistorie. Vi blev ’fodret’ med historier. Desuden var der altid plads til samtale, her fik dagens gang tid og rum.
EN OPLEVELSE (eller to)
I 2004 blev jeg præst. Bunker af konfirmander ’ramte’ i løbet af de første år som præst. Hvordan skulle man fange deres opmærksomhed? Snart blev jeg klar over, hvad jeg ikke skulle gøre. En dag blev jeg klar over hvad der virkede.
Jeg havde netop læst Thomas Manns værk ’Josef og hans brødre’ og fortalte løs om Josef: ganske vist kom jeg til at blande den bibelske fortælling og romanen sammen i en pærevælling, (og ’tilstod’ det!): Men dér var noget!
Så kom i 2008 invitationen til at fortælle ”noget Martin A. Hansen”. Jeg valgte de to store tekster, jeg havde arbejdet med på teologistudiet: ’Løgneren’ og novellen ’Midsommerfesten’ på 115 sider. Jeg genlæste – mange gange. Sikke en (op)gave: For ’Løgneren’ er en retrospektiv dagbogsroman, der faktisk er løgn og så er den skrevet af en mand. Midsommerfesten er kristen modernisme med metafortællinger.
Det var rædselsfuldt, og det var vidunderligt. Fordi jeg elsker sprogets dybder og muligheder, bestod opgaven i at være loyal med forfatteren, samtidig med at jeg gjorde fortællingen til min egen.
Dette er stadig min store glæde og udfordring. For jeg er sprogelsker. Når ’ordet skaber hvad det nævner’, må det bruges med varsomhed og dristighed i en cocktail, der kan trække andre lyttere ind i historiens indre og ud på den anden side. Måske lidt klogere, lidt rigere, lidt mere opmærksom?
EKSISTENSENS VÆGT
For det er EKSISTENS der driver mig.
Mennesket er sig selv en gåde, og nu, 54 år gammel og mange bøger og fortællinger senere end den først læste bog, er jeg sådan set ikke blevet meget klogere selv.
Nej. Det passer jo ikke! For jeg stod i 2017 i et vadested. Derfra kan man falde i vandet, eller vælge side. Vadestedet gav anledning til et spring til noget nyt, – og gammelkendt: At fortælle.
Så FortællerUnnavers dukkede op i en samtale med min mand en sensommerdag. Og jeg lever allerede godt med ’hende’.
FORTÆLLEREN VOKSER
Nogle iskolde februardage i 2010 var jeg på Vestjyllands Højskole med kolleger. Der hørte vi den nordiske skabelsesmyte billedrigt fortalt, og jeg tænkte: Det dér vil jeg også lære!
Derfor har det været udelt glæde fra eftersommer 2018 netop på Vestjyllands Højskole at deltage i de fleste af de otte moduler på Fortælleakademiet, en ny fortælleruddannelse der bringer os vidt omkring. Fortællingens horisont åbnes, nye fortællinger kommer til verden og nye venskaber fødes. ’Akademisterne’ fortsætter for sig selv, når uddannelsen afsluttes til april 2020. Også engagement i FiØ, Fortællere i Østjylland som bestyrelsesmedlem og i Fida er fulgt i hælene på fortælleruddannelsen.
PÅ REJSE MED LITTERATUREN
Højskolesangbogen er ofte med, der er romanerne, eventyrene, myterne. Alt det der fortæller om eksistensens bredde og dybde, tyngde og lethed.Jeg kommer gerne ud at fortælle alle steder, hvor nogen har lyst til at høre en god historie: strikkeklubben, kirken, enhver form for kulturhus, på biblioteket. Bare ring!
Nu er jeg i gang. Mine kilder er Biblens fortællinger, menneskene omkring mig og litteraturen, som jeg har læst meget af, lige siden jeg kunne: Menneskers liv, alle de muligheder vi har; rigdommene i de mange valg, tab og sorg, glæde og begejstring, kærlighed og svigt. Alt det der er mennesket. Det vil jeg dele.
Unna-Pernille Gjørup
Aarhus Nord,
Uddannet teolog – præst siden 2004
Fortæller siden 2018 eller 2009 eller måske snarere altid
Hjemmeside: www.fortaellerUnnavers.dk