Fortællerkursus i København

fortaellekursus Marianne og Pernille

De to garvede fortællere, Pernille Stockfleth og Mariane Josefsen står i spidsen for et fortællerkursus i weekenden 9.–10. november i København.

Kurset henvender sig både til øvede og nyere fortællere. Det indeholder et dynamisk miks af gruppearbejde og individuel vejledning i mindre grupper med en af de to kursusledere.

Inspiration til dine egne fortællinger:
Vi ruller et arsenal af inspiration og metoder til at skabe historier ud for dine fødder. Det er sjovt,
det er let, og det er udfordrende. Vores erfaring er, at du går fra kurset med historier og inspiration til flere. Du er også velkommen til at medbringe en lille historie som du vil arbejde videre med.

Individuel vejledning/ Master Class:
I den individuelle vejledning, tager vi udgangspunkt i netop dit ståsted – dine ressourcer og vanskeligheder med fortællingen.

Styrkelse af din fortællestil og din fortælling:
Vores udgangspunkt er, at du skal finde din egen fortællestil – din fortællestemme. Fortælling handler om nærvær og om at bruge sin egen person. Det er dig, som skal bringe dine historier ud over rampen. For os er der ikke nogen frakke man kan tage på – ikke en rigtig måde.
– Det er dine historier, dig som fortæller og din proces, som interesserer os!

Men selvfølgelig er der en masse man kan lære. Derfor arbejder vi også med diverse fortælleteknikker tilpasset den enkelte kursist. Det kan være rytme, tempo, billedskabelse, den talende krop, dialog, sprog, ”at være på”, stemme, kontakt… alt efter den enkeltes og gruppens behov.

De to dage med guldkorn og vejledning koster 1750 kr. og finder sted i Havnestadsklinikken, Kigkurren 8D, stuen, 2300 København S. lørdag den 9. november og søndag den 10. november 2019.

Send en mail til Mariane Josefsen eller ring

Send en mail til Pernille Stockfleth eller ring