Ferdinand Froning er månedens fortæller i juni

Ferdinand Froning

Som barn fik Fredinand Froning Grimms eventyr fortalt af sin bedstemor – på plattysk. Det skulle vise sig at være en god ballast, som han i dag kan gribe tilbage til.

Ferdinand Froning fortæller:

I 1980 flyttede jeg til Danmark og blev sprog- og litteraturlærer på forskellige fri- og efterskoler.

Men én ting er at læse og analysere litteratur, en anden ting er selv at fortælle. Det kræver noget andet.

Senere som pensionist vendte jeg i første omgang tilbage til min gamle bibeskæftigelse som amatørmusiker. Men at være skabende med det talte ord, det lå stadigvæk uden for min forestillingsevne.

Alligevel blev jeg fortæller. Det gik således til:

I Holstebro, tæt ved min sidste arbejdsplads, havde Ingrid Hvass ”Fortællegalleriet”. Der lyttede jeg til mange spændende fortællere. Hvordan var det nu de gjorde? Kunne man måske lære det?

Så kom den dag i efteråret 2018 på Fortællefestivalen i Nørre Vosborg. Det nystartede hold fra Fortælleakademiet ved Vestjyllands Højskole optrådte med en kollektiv forestilling. Pludselig slog det mig: Der vil jeg også hen og lære at fortælle (altså med stort F)! Derfor startede jeg på Fortælleakademiets moduler. Jeg blev kastet ud i alle mulige slags øvelser og sugede andre fortælleres viden og erfaring til mig. Det var både hårdt arbejde og samtidigt det rene slaraffenland.

På et tidspunkt faldt jeg over en historie om en fattig kurvefletter, som var dårlig til at fortælle historier. Men så bliver han bortført til alfernes land, og der lærer han det ”på den hårde måde”. Han bliver tvunget til at overskride sine egne grænser. Det var præcis den situation jeg selv stod i! Det er sidenhen blevet en af mine yndlingshistorier, som jeg gerne fortæller igen og igen. Der er sikkert mange, der kan genkende det tema hos sig selv.

I denne historie forekommer der også musik og dans, og jeg kom i tanke om, at jeg engang i min ungdom havde bygget et folkemusikinstrument, en ”appalachian dulcimer”, som stadigvæk lå derhjemme i skabet. Den tog jeg frem, øvede mig og brugte i min fortælling. Og det vidunderlige skete, at denne dulcimer ligesom fulgte mine ord og illuderede en violin, senere illuderede den en fukssvans, og til sidst blev den til en dulcimer igen! Det forekom som ren magi. Det er dette element af forvandling, der fascinerer mig. 

En overgang var jeg på jagt efter helende historier og læste bøger om terapeutisk fortælling. På et tidspunkt gik det op for mig, at det at lytte til en god historie kan være helende i sig selv. En historie, der er godt fortalt, styrker livskræfterne, fordi fortælleren skaber og formidler billeder, som lytteren kan gøre til sine egne og finde sin egen personlige mening med.

Derfor er der grundlæggende ikke nogen speciel genre jeg foretrækker, men de fleste af mine historier har en livsbekræftende grundtone. Man skal kunne spejle sig i historien og hente inspiration til sit eget liv!

Efter ovennævnte oplevelse med dulcimeren bruger jeg gerne forskellige musikinstrumenter til at fremkalde eller understøtte en bestemt stemning. Det virker særlig godt sammen med børn. 

Min fortællestil tilpasser jeg til publikum. For børn fortæller jeg mere kropsligt end for voksne.

Jeg har stadigvæk meget at lære og opdager hele tiden nye sider af fortællekunsten. Desto vigtigere er det at have udveksling med andre fortællere.

Jeg er medlem af ”Vestjyllands Fortællere”. Det er en underafdeling af ”Vestjyske Fortællespor”. Her samles vi en gang om måneden og giver respons på hinandens fortællinger. Mit andet trygge øverum er sammen med ”Akademisterne”. Vi er en gruppe af kursister fra Fortælleakademiet.

Jeg er spændt på, hvad fremtiden bringer. En ting er dog klart: det at overskride sine grænser, er ikke noget man gør én gang. Man må gøre det igen og igen, faktisk hver gang man fortæller.

Ferdinand Froning

Bopæl: Holstebro

Født i Rheine/Westfalen (Tyskland)

Uddannet ved Universitet Münster (germansk og nordisk filologi)

Fra 1980 til 2017 fri- og efterskolelærer

Fortæller siden 2019

ffroning@gmail.com