Dansen, teatret og højskolen blev min vej ind i fortællingen, siger Månedens Fortæller Else Matthiassen.
Som ung pige så jeg ” Inuit.” En kropsteaterforestilling om myten ”Havets mor” af det grønlandske teater Tukak. Og jeg blev bjergtaget.
Herefter tog jeg til Syd Amerika hos Chiles Maputcheindianere, hvor jeg kom i kontakt med en teatergruppe, der via kroppens sprog undveg diktatoren Pinochets censur af deres forestillinger. Indsigten herfra førte mig til vestkysten på Tukakteatret i mesterlære hos fortæller Brita Haugen
Vi dansede os ind i fortællingerne. Jeg arbejdede med folkevisen ” Agnete og Havmanden”. Hvordan kunne hun forlade havmanden med hår af det purreste guld og øjne så frydefulde? Og 8 børn? Jeg måtte i bogstaveligste forstand bevæge mig ind i stoffet. Og det blev til en dansefortælling, som jeg stadig turnerer med, dog i en mere fortællende form end oprindeligt. Det blev til flere forestillinger over folkevise stoffet. Heriblandt ” Liden Kirsten og prins Boris” sammen med fortæller og musiker Morten Musikus.
Først som højskolemenneske blev fortællingen i mere traditionel forstand min metier. På Vestjyllands højskole hørte jeg store fortællere som Anna Sophie Seidelin, Ditte Krøgholt og mange flere. De reflekterede fortællingen ind i højskolens hovedopgave omkring livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
Jeg greb fat i højskolebevægelsens tradition. Fortællingen som Grundtvig kaldte for hjertesproget. Det sprog, der når ind under intellektet og kan forbinde hjerne og hjerte. Fortællingen som dannelsesrejse.
Som forstander på Vestjyllands Højskole blev fortællingen et vigtigt mødested mellem eleverne og mig. Jeg fortalte for hele skolen flere gange om ugen på morgensamlingerne. Selvom jeg havde stor erfaring med foredrag – mit første foredrag ”Demokrati i hjemmet” holdt jeg i Dansk Kvindesamfund i 4. klasse – opdagede jeg, at jeg gennem fortællingen kunne få lydhørhed hos alle elever uanset deres baggrund og alder. I fortællingen er vi sammen.
En samtale om ligestilling kommer godt i gang gennem en fortælleforestilling som ” Grundtvig og kvinderne”. I eventyret om Prinsessen og skytten har vi stof til samtale om køn og kønsskifte. Den Ægyptiske dronning Isis tager os med på dannelsesrejse om bæredygtighed, da hun skal samle alle kropsdelene af sin elskede Osiris. Og er der brug for en kommentar til grådigheden i Danske bank fortæller jeg gerne om ”Fafners rige skat af guld.”
Den gode historie forbinder os i en nærværende stund og gennem fantasien bringes fjerne mennesker og væsner os tæt på det sted, vi lever.
Fortælle Akademiet.
På Vestjyllands Højskole udviklede vi grundlaget for den første egentlige fortælleuddannelse i Danmark v. Brita Haugen, og da hun stoppede, ønskede jeg at videreføre traditionen. Det blev til Fortælle Akademiet, som jeg skabte i samarbejde med fortæller Ingrid Hvass. Her er får man en mulighed for forme sine fortællinger og sin fortællestil. Er man garvet fortæller kan man plukke i kurserne og tage det kursus ,som kan inspirere en mest.
Flere af de gennemgående kursister er blevet udnævnt som månedens fortæller, hvilket jeg er meget stolt af.
Nu er ”Fortælle Akademiet” flyttet til højskolen Mors, hvor jeg nu arbejder som kursusleder og fortæller. Barnebarnet af Anne Sofie Seidelin er forstander, så traditionen fra Vestjyllands Højskolen fortsætter på Mors.
Vigtig for Fortælle Akademiet er at give danske fortællere mulighed for at få undervisning af store udenlandske fortællere, samt fortællere der ikke er så brugt i fortælle kredse. Som komikerparret Peter Larsen og min fars kusine Anne Marie Helger.
”Teatret Bag Havet” på øen bag havet.
Jeg er flyttet tilbage til min fødeø Mors, med alle dens historier. Mine fortælle forbilleder brugte sjældent deres egne historier som fortællestof. Det kan være grunden til at det ret langsomt gik op for mig, at når jeg fortalte fra mit eget liv, var det en ”rigtig” fortælling. Sent erkendte jeg, at når folk, unge som gamle, satte sig rundt om min far, var det ikke kun, fordi han var den karismatiske patriark. Han havde nogle fantastiskes fortællinger om sit liv, min farfars og min oldefars. Ubevidst er jeg vokset op med livsfortællingerne.
Jeg står nu overfor opgaven også at finde kvindernes historie. Mange har sikkert hørt Anne Marie Helger fortæller om sin mormor, min oldemor, så noget af arbejdet er` gjort. Selvom vi er rigtig mange kvindelige professionelle fortællere, skal kvindernes historier graves frem, for de har typisk ikke taget det private fortællerum. Der hvor fortællingerne lever rundt om bordet.
Med ”Fortælle Akademiet” og min egen fortælle virksomhed håber jeg, at inspirere til at blive fortæller på en scene og også at tage rummet i det private. Sammen med min mand maleren Jens Bredholt og madkunstner Hanne Mette Jensen tager vi ud til folk privat med vores kulturkasse med mad, fællessang, malerier og fortælling. For at få fortællingen ud hvor man mindst venter dem, og hvor de måske kan blive en vane
Det begyndte med dansen.
Som fortællere har vi så mange udtryksmidler. Ordet naturligvis og selv bruger jeg dansen og sangen, når fortællingen kalder på det. Og skal der musik til, allierer jeg mig med de, som kan spille. Jeg udtrykker mig gerne i blandformer mellem genrer. Som den musikalske fortælleforestilling ”Højsangen” i samarbejde med Klezmerduo.
Sprænge grænser med respekt for traditionen. Det kan jeg godt li.
Else Mathiassen. www.teatretbaghavet.dk www.fortaelleakademiet.dk